Jeg synes, at hvis I får at vide, I skal have det på jeres skole, så glæd jer. Fordi det er så sjovt og hyggeligt, og man kan være sammen med sine klassekammerater og ens bedste venner.
Mie · Elev i 4B, Brønshoj Skole · Citat fra dokumentarvideo
Info til skoler
Temauge: Lav jeres egen musik
Vores intensive undervisningsforløb tilbydes alle interesserede danske skoler. Men hvordan rulles projektet ud? Nedenunder kan du finde information om, hvordan Den Elektroniske Skolekoncert konkret afvikles i en klasse. Se de særskilte afsnit om forløbets opbygning, lektioner, materialer mv. Vi anbefaler at man først ser videoen for at få en overordnet forståelse af forløbet. Du er meget velkommen til at kontakte os, hvis du har spørgsmål eller brug for mere information.
Struktur
Undervisningsstrukturen i Den Elektroniske Skolekoncert følger en nøje planlagt progression henover projektets fem dage. Først udforsker eleverne musikalsk form på deres iPads; så skaber de rytmer og går videre til melodi, improvisation, harmonier og sammenspil. Herefter komponerer de deres musik, som de optræder med på scenen i grupper af to til fire elever. Set i lyset af Blooms taksonomi tager eleverne hurtige spring frem og tilbage på stigen af viden, færdigheder, refleksion og udforskning, for til sidst at kunne skabe musikken selv.
Oversigt over lektioner og aktiviteter:
Mandag 8:00-11:30: Introduktion · Musikalsk form · Lav et beat · Variationer
Tirsdag 8:00-11:30: Opsamling · Lav en melodi · Harmoni · Spil musik to og to
Onsdag 8:00-11:30: Opsamling · Optagelse og sampling · Gruppedannelse og musik i grupper
Thursday 8:00-11:30: Opsamling · Improvisation · Musik i grupper
Friday 13:00-16:00: Øvning og teknisk prøve. Koncert for familie og venner: 16:00-17:00
Hver lektion indeholder korte praktiske opgaver med hovedtelefoner på, hvilket giver ro og en koncentreret atmosfære i klasseværelset. Stilheden brydes, når der er grupperefleksioner, og når elever spiller deres kreationer eller viser hinanden tricks og færdigheder via en bærbar højttaler: Det uundgåelige bifald opmuntrer alle.
Det færdige ‘produkt’ – elever, der præsenterer og fremfører deres egen musik i Den Elektroniske Skolekoncert på et lokalt spillested – er meget varieret, rørende og uforudsigeligt. Eleverne vil være nervøse for at optræde, men de tager skridtet op på scenen. Forældrene får en positiv overraskelse og dokumenterer det hele med mobilerne. Feedback fra lærere fortæller om forandrede klasser med forbedret gruppefølelse og inklusion.
Lektioner
Hver lektion varer cirka 45 minutter og har en ensartet treleddet pædagogisk struktur: Først en kort introduktion, så en praktisk opgave og til sidst en fælles refleksion i klassen. Vi anvender modellen Transparent Assignment Design: Hver opgave og dens udførelses- og succeskriterier er tydelige for alle.
For eksempel består kursets første lektion, ‘Hvad er en sang?’, af tre dele på hver ti, tyve og femten minutter. Målet er at give eleverne en meget håndgribelig og praktisk forståelse af musikalsk form.
I første del af lektionen spørger læreren ind til musikalske formbegreber for at opbygge et fælles sprog for den videre proces. Klassens elever vil typisk svare, ‘der er noget, der hedder et vers, et omkvæd, en intro’ osv.
I anden del af lektionen tager eleverne deres hovedtelefoner på og åbner en sang på deres iPad, visuelt præsenteret som én lang bølgeform. Deres opgave er at identificere og markere musikalske ændringer ved at indsætte ti ‘bogmærker’. Det tager dem omkring et kvarter, og de begynder ofte af sig selv at diskutere og sammenligne deres observationer med sidekammeraterne.
Den tredje del er en grupperefleksion i klassen. Sangstrukturen bliver etableret i plenum, og eleverne afspiller deres bogmærker ved at tilslutte deres iPad til en højttaler. Til sidst får klassen nogle minutter til at eksperimentere med den musikalske form. Fordi vi har anvendt en DJ-app, kan eleverne springe rundt i sangen, gentage elementer, forkorte formdele, scratche osv.
Den sidste lille øvelse giver eleverne blod på tanden og skubber til deres selvforståelse: ‘Jeg kan ændre musikken, jeg kan skabe ny musik.’ Lektionen flytter eleverne fra en traditionel analytisk og forbrugende position til en dekonstruerende og samskabende. De bliver bevidstgjort om deres kreative potentiale og er klar til at overføre denne viden og erfaring til de kommende tilsvarende lektioner: Rytme, Melodi og Harmoni.
Forberedelse
Det er en stor beslutning at afvikle Den elektroniske Skolekoncert første gang, da forløbet kræver forberedelse, planlægning og instruktion. Derfor giver det mening f.eks. at tilbyde forløbet til et helt klassetrin eller overveje at køre det i flere skoleår med det samme hold af lærere.
Erfaringsmæssigt fungerer forløbet bedst i 4. klasse. Men det kan også køre i 3. og 5. klasse. Lektioner og materialer kan tilpasses klassens niveau.
Forberedelsen består af to møder:
- En times planlægningsmøde med skoleledere og lærere mindst otte uger før kick-off. Dagsorden: Booking af lærere og instruktører, skemalægning af en fuld uge, research af koncertsted, tekniske krav og information til forældre.
- En fire timers workshop for lærere 1-2 uger før kick-off. Workshoppen vil sætte lærerne ind i forløbets pædagogiske fundament og guide dem til at håndtere de enkelte lektioner og apps.
Møderne kan være online hvis nødvendigt, dog fungerer workshoppen bedst, hvis den finder sted fysisk.
Afgrænsning af projektforløb og teknologi:
Forløbet giver ikke optimale resultater, hvis det ændres betydeligt. Hvis eleverne skal opnå solide kompetencer, kan det ikke anbefales at komprimere programmet eller sprede det over flere uger. Nogle skoler har prøvet at køre en ‘light version’, men det ser ud til, at fem dage, cirka tyve klokketimer, er minimum. Det er heller ikke alle teknologier, der understøtter forløbet. Som det ser ud nu, kan forløbet ikke afvikles med stationære computere, laptops, smartphones, traditionelle musikinstrumenter eller Android-tablets. Vi håber, at fremtiden vil bringe os mere fleksibilitet med hensyn til valg af teknologisk platform.
Undervisere
Den Elektroniske Skolekoncert udfordrer både elever og lærere, men kræver ingen specialuddannelse. At sætte det rigtige hold til forløbet er dog alligevel essentielt. Det er selvfølgelig oplagt, at en musiklærer deltager, men det er mindst lige så vigtigt, at underviserne enten kender klassen godt eller er gode til at skabe kontakt til eleverne og få deres fortrolighed og opmærksomhed. Voksne på projektet kan med fordel identificere sig som facilitatorer snarere end som lærere.
Lærerteamets kerneopgave under forløbet er kreativt at støtte og motivere hver enkelt elev gennem fem dage, der sandsynligvis ikke minder om noget andet, de har prøvet i skolen. Så en passioneret, udadvendt sproglærer med fremragende pædagogiske evner og lidt flair for musik og teknologi kan lykkes lige så godt som en lærer med musik som linjefag.
Undervisningen kræver mindst to undervisere i klasseværelset under hele forløbet. Jo flere voksne des bedre, og der er gode eksempler på, at f.eks. medarbejdere fra fritidsordningen har hjulpet til undervejs. Eleverne får brug for praktiske og individuelle vejledninger med opgaver og teknologier i løbet af de første to dage. På tredje og fjerde dag er der brug for en mere følelsesmæssig og kreativ støtte. Her vil lærerne cirkulere i klasseværelset, og nogle grupper og enkelte elever vil uden tvivl sætte spørgsmålstegn ved deres evner, også selvom de klarer sig godt. Når man kører forløbet for første gang, anbefaler vi, at en erfaren instruktør fra Den Elektroniske Skolekoncert er med de fleste af dagene.
Fysiske rammer
Alle undervisningstimerne i Den Elektroniske Skolekoncert finder sted i klasseværelset, bortset fra sidste dags koncert, der kræver en rigtig scene og et publikum af forældre, bedsteforældre, søskende, lærere og venner.
Projektet er skabt til og fungerer bedst i klasseværelset. Her er faste pladser og rutiner, som alle kender. Selv om det kan lyde paradoksalt for et musikforløb, så dur musiklokalet ikke. Alene tilstedeværelsen af traditionelle musikinstrumenter kan flytte fokus fra undervisningsindholdet og fra iPad’en, som jo i dette forløb bliver elevernes egentlige ‘musikinstrument’.
I musiklokalet falder eleverne desuden ofte ind i specifikke roller, f.eks. kønsroller, og lokalet kan fremhæve nogle elevers individuelle musikalske færdigheder, f.eks. hvis nogen kommer fra et hjem med klaver. Da visionen og intentionen bag Den Elektroniske Skolekoncert bla. er at give samtlige elever det samme udgangspunkt, holder vi derfor fast i klasseværelset som forløbets musikalske arbejdsplads. Du kan læse mere om tankerne bag dette under Vision og mission.
Afslutningskoncerten på forløbets sidste dag kræver en lille scene og et PA-anlæg. Vi har fundet ud af, at lokale spillesteder og kulturhuse holder meget af projektet og som oftest er villige til at stille deres faciliteter til rådighed et par timer for at støtte projektet og den lokale skole. To gange har den afsluttende koncert ligefrem været del af en lokal musikfestival. Nødløsningen er selvfølgelig at bruge en scene på selve skolen, selvom det afgjort fjerner noget af magien for eleverne – de synes det er spændende og sejt at stå på en ‘rigtig’ scene. En anden fordel ved at bruge et spillested er, at de normalt har en cafe eller bar, hvor forældrene kan få en kop kaffe før eller efter koncerten.
Materialer
Undervisningsforløbet Den Elektroniske Skolekoncert kræver naturligvis en del iPads og anden hardware, specifikke software-apps og undervisningsmaterialer. Det rejser spørgsmålet: Hvordan skaffer man som skole udstyret, særligt et klassesæt af iPads?
En del skoler har allerede iPads i klassesæt, men mangler måske andet udstyr. Skolernes iPads varierer desuden ofte i type og tilstand. Vi ved af erfaring, at indkøb og klargøring af tablets, andet udstyr og software tager sin tid.
Derfor vil Den Elektroniske Skolekoncert snart kunne tilbyde at udlåne komplette sæt af hardware og software med hjælp fra støtterne bag programmet. Klassesæt bør være tilgængeligt i foråret 2023. Indtil da har vi mulighed for at låne os frem.
Ved fremover at kunne stille komplette sæt at af hardware og software til rådighed håber vi, at manglende udstyr ikke forhindrer interesserede skoler i at køre forløbet i deres klasser.
Undervisningsmaterialer:
Hver lektion kræver forskellige materialer, nogle trykte, nogle i elektronisk form. Et komplet sæt undervisningsmaterialer er inkluderet i programmet.
Software:
Det uundgåelige spørgsmål, vi ofte møder er: Hvilken app bruger I til Den Elektroniske Skolekoncert? Men der er bare ingen universalløsning. Der findes endnu ikke en enkelt app, som kan understøtte alle forløbets delelementer. Så vi bruger en håndfuld apps, de fleste af dem er gratis, og hver enkelt passer til bestemte lektioner eller formål. Her en liste over nogle af de apps, som for øjeblikket indgår i undervisningen:
- Garage Band
- DM1 Drum Machine
- Figure
- Traktor DJ
- iMachine sampler
Da udbuddet af apps konstant forandrer sig, holder vi øje med udviklingen og inddrager løbende de bedst egnede programmer i undervisningsforløbet.
Hardware:
- 1 iPad per elev og lærere
- 1 sæt hovedtelefoner per elev af typen Over-Ear
- 4 iPad stativer til koncerten
- 15 x 6 vejs 3.5mm stereo audio splittere
- 1 batteridrevet, transportabel højttaler af god kvalitet
- 5 x 5m cables: 3.5mm stereo jack to 6.3 mm stereo jack eller XLR
- Projektor, stor skærm eller smartboard i klasseværelset
- Konvertere og kabler til projektion fra iPad til projektor eller smartboard
Udgifter
Den samlede udgift til et femdages forløb ligger typisk i området 10.500 - 19.500 kr., primært afhængigt af antal eksterne lærertimer og hvor mange klasser, der skal igennem forløbet. Kontakt os her for yderligere information.
Fordeling af udgifter:
- Undervisningsmaterialer
- En times planlægningsmøde
- Fire timers workshop
- Timeløn til instruktører
Timeløn for vores instruktører følger overenskomsterne fra DMpF og DMF.
For den første afvikling af forløbet er det som minimum nødvendigt med en ekstern instruktør i fjorten timer. Nogle skoler har kørt projektet udelukkende med eksterne undervisere, men vi anbefaler en kombination af lærere og instruktører. Hvis skolen anvender flere interne ressourcer efter den første afvikling vil omkostningerne til efterfølgende afviklinger falde væsentligt.
Efteruddannelsesmidler:
Flere skoler har afsat efteruddannelsesmidler til dækning af udgifter på forløbet, da det kan betragtes som efteruddannelse af musik- og klasselærerne.
Skriv eller ring til os, hvis du har spørgsmål vedrørende udgifter og afvikling af Den Elektroniske Skolekoncert.